Smartlog v3 » Mennesker for frihed
Opret egen blog | Næste blog »

Længe siden, desværre.

19. Jun 2012 12:55, Frk.Sip

 

 

Meget er sket siden sidst. Jeg syntes jeg var rimelig afklaret med at sælge sex.

Jeg deltog i demonstrationer, holdt foredrag m.m. Var med i bestyrelse i www.s-i-o.dk

Men et angreb på mit privatliv fra en psykolog, som mente jeg var skadelig for mine

børn, fik mig til at stå lidt af det hele.

 

Jeg nyder stadig at sælge sex, mødet med fremmede mænd som jeg kan ha det fedeste sex med. Et kort intens møde.

 

Mødet med mine "gamle" gæster, hvor vi kender hinanden, og efter sex ligger i arm , og taler om livet i al almindelighed.

Jeg vil nok aldrig kunne forklare hvor meget jeg holder af at sælge sex. Men 1 ting er sikker. Jeg sælger ikke min krop og min sjæl, det gør jeg på mit daglige arbejde ! 

 

 

 

Ak ja.. Bordel Mutre !

16. Feb 2010 16:33, Frk.Sip

 

Efter 4 år et sted, opbygger man en kundekreds... normalt. Når man så bliver smidt på gaden ... sådan.. mister man det hele ;-(

Først nu forstår jeg at Mutter intet forstod.. ved ikke om det er manglende intelligens eller manglende indsigt.

Mutter blev ved med at have mit billede på sin profil, selvom hun var hurtig i aftrækkeren med at smide mig ud, og ødelægge meget for mig.

Men efter lang tid, og flere breve hvor jeg bad hende fjerne mit billede ligeså hurtigt som hun smed mig ud, og ingenting skete. Hvad fanden gør man ? Der stod mit navn.. det var mit billede.

Efter 2 måneders ventetid skrev jeg på min annonce at jeg var stoppet hos Mutter, selvom hun stadig havde mit billede på sin profil.

Det hjalp.

Nu kom svaret, og jeg forstod at hendes problem var GRATIS SEX. Hold fest. Endelig forstod jeg lillehjernen. Hun troede Gud hjælpe mig at alle skulle give gratis sex !!

Hvor dum kan man være ??? 

SÅÅÅ dum. Jeg ved nu at SIO er vigtig for alle der sælger sex. Vi har brug for rettigheder til at bekæmpe branchen, de uskrevne regler, Mutre der tror de er Guder, ja, til at kæmpe for en fair behandling.

Men jeg har nu fundet et sted at være, hvor man ved at jeg er i SIO, og ikke smider mig ud p.gr. af en avis artikel.

Langt om længe kommer de faste gæster tilbage... hurra.. jeg savnede dem, det er så skønt at de gider komme efter så mange år. 

Fuck... hvor er det nemt at komme ud i kulden bare fordi uintelligente Mutre har så meget magt.

 

 

 

2009

1. Jan 2010 18:54, Frk.Sip

 

Har været et hektisk år for alle, men ikke mindst for www.s-i-o.dk

Hvor ikke mindst Susanne Møller, vores forkvinde har måttet stå for skud.

Hvis nogen orker læs http://www.blog.kvinderforfrihed.dk/?p=847&cpage=3#comment-18196

Læs mere www.s-i-o.dk

Men det bedste mål var "Gratis klimasex." Det var et stort selvmål til Ritt og nåede verden over, herligt.

Selv udlandet forstod ironien i Ritt´s postkort. SIO blev kimet ned af journalister, Jeg sagde ja til Ekstra Bladet, og en artikel, som så blev min "død" det sted jeg arbejdede.

Ja man kæmper for rettigheder, også til Mutter, men bliver fyret fordi der stod mit navn og sted i artiklen. Hallo.. mit navn og sted er 3 gange om  ugen i Ekstra Bladet.

Mutter som jeg stod op for,da hun for 8 år siden da hun blev fyret  på grund af rygter om at hun gik under husets priser.

Jeg forlod stedet fordi jeg ikke mener en Mutter kan tillade sig at stole på en mands ord om at han havde fået billigere sex. Selvom jeg havde en god fast kreds af kunder.

Samme Mutter ringede og bad mig arbejde for hende nu hun havde fået sit eget. '

Men ak.. hun vidste jeg var i SIO´s bestyrelse, og mange journalister har været på besøg, men denne gang fik hun et hys anfald, måske fordi det var klimasex ??

Jeg håber at SIO får mere magt og bl. a. kommer ind og kan være med til at ændre klinik forholdene og rettighederne til at fortsat kunne købe og sælge sex, under bedre forhold end nu.

Så til alle.. Knaldgodt år 2010.

Støt www.s-i-o.dk

 

 

Sexarbejde

30. Jul 2009 19:26, Frk.Sip

 

Hvor er det trættende hele tiden at skulle forsvare mit eget valg.

http://www.blog.kvinderforfrihed.dk/?p=745&cpage=1#comment-13663

Jeg forstår godt at andre ikke kan forstå mit valg, men det giver ikke folk ret til at kalde mig alt muligt negativt, at tro at jeg ikke kan tage vare på mig selv, at  tro at jeg er et barn der ikke forstår mine handlinger.

Kvinder for frihed, burde hedde noget andet.

Magen til moralske feminiske mandeundertrykker skal man da lede længe efter. At tænke sig det er læger der skriver sådan. Jeg er glad for at jeg er sund og rask, tænk hvis jeg skulle undersøges af dem ;-((

Men måske skulle læger undersøges mentalt. Ligesom de syntes vi ludere, sexarbejdere skal ?

Faktisk burde det være et krav til alle job. At man blev undersøgt og krydsforhørt om man nu har det godt og trives.

Det værste er at dem der undersøger en også burde undersøges mentalt.

Hjæælp... hvem fanden skal udtale sig om man har det godt, andet end en selv ????

Nå nej.. jeg er jo bare en luder, hvad fanden ved jeg ????

 

 

 

Farvel til min soldat .

19. Jul 2009 18:30, Frk.Sip

 

Fra artiklen .. Luderen, der elsker sit job .

Og lad os så slutte med endnu et eksempel på, at prostitution også kan være både psykologi og terapi.

»Blandt mine kunder er en soldat, der er udstationeret til krig. Han har oplevet uhyrligheder, er skadet og kan ikke indgå i et parforhold. Han har tillid til mig og opsøger mig hver gang, han kommer hjem. Hans seksuelle behov drejer sig om at nedværdige mig. Det bryder jeg mig ellers ikke om, men med ham tillader jeg det. Det tilfredsstiller ham, og bagefter taler vi om alt det uhyggelige, han har oplevet, og han går tilfreds derfra.«

I dag kom min soldat til et afskedsknald. Dette skal være sidste gang.

Han har endelig fået sin pension. Men det allerbedste er at han har mødt en kvinde, og vil flytte langt væk og prøve om han kan fungere i et parforhold.

Jeg ønsker ham så inderligt og af hele mit hjerte, al det bedste. Han har været så ensom og isoleret, syg af tjenesten i udlandet, syg i hjertet over de døde mennesker.  Bare at gå i supermarked var en belastning, og han havde lyst til at skyde hovedet af sig selv.

Jeg har kendt ham i 6 år, og han kom kun hos mig, fordi han havde tillid til at jeg kunne rumme ham, hvilket jeg kunne.

Jeg sender ham afsted med kærlighed, og er taknemmelig for at ha kendt ham, og kunne gi ham en form for styrke til livet.

 

 


SIO fik Modkraftpris d. 10-6-2009

11. Jun 2009 13:35, Frk.Sip

Sexarbejdernes Interesse Organisation vandt den nyindstiftede Modkraftpris ved et velbesøgt arrangement, hvor også Modkraft-tv og Støtteforeningen Medkraft så dagens lys.

Modkraft.dk uddelte onsdag aften for første gang sin nyindstiftede pris – Modkraftprisen 2009.

Og vinderen blev en organisation, der har formået at bringe sindene i kog hele vejen rundt på den politiske skala: Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO).

– Vi har efter mange svære overvejelser valgt at give prisen til sexarbejderne. Ikke fordi vi er politisk enige med dem i alt, hvad de står for, men fordi organisationen kommunikativt brød igennem i en kompliceret debat om prostitution med holdninger og vinkler på debatten set fra sexarbejdernes synspunkt, siger Martin Lindblom, redaktør på Modkraft.dk.

Modkraftprisen 2009, der gives »til en person, gruppe el.lign., der har kommunikeret en sag på en ny, fantasifuld eller opsigtsvækkende måde; eller har bragt en ny vinkel på en betydningsfuld historie«, blev overrakt ved et velbesøgt arrangement i biografen Vester Vov Vov, og bestod foruden et diplom af en satirisk originaltegning af tegneren Jakob Strid.

– Alle har en holdning til prostitution, prostituerede og deres kunder; til forbud og legalisering, moral og politik på området. Men i lang tid kørte den ophedede debat helt uden om dem, det konkret handlede om, de prostituerede selv. Det fik SIO effektivt gjort noget ved på en måde, der provokerede og overraskede mange – også på vores redaktion – og derfor får de Modkraftprisen 2009, siger Martin Lindblom.

– Sexarbejdernes Interesse Organisation brød kommunikativt igennem i en kompliceret debat om prostitution, sagde redaktør Martin Lindblom (th.) ved overrækkelsen af Modkraftprisen 2009. Foto: Mark Knudsen/Monsun

– Med prisen tager vi ikke stilling til organisationens politiske projekt eller om, hvor mange og hvilke prostituerede SIO repræsenterer, men alene den kommunikationsmæssige »nyskabelse« det var, at sagen med dem også blev hørt fra de involveredes side og ikke kun fra eksperter og meningsdannere.

Useriøs og ensidig debat om prostitution

En repræsentant for SIO – der ønskede at være anonym – tog imod prisen og sagde bl.a.:

– Tak til Modkraft for prisen til SIO, og for modet til at gøre det! Sexarbejdernes Interesse Organisation har eksisteret lidt mere end et år, og blev bl.a. dannet fordi vi ikke kunne acceptere den useriøse og meget ensidige debat om os og vores job, som konstant reproducerede myter, var fuld af påstande, misinformation og manipulerende brug af udvalgte citater fra tvivlsomme rapporter, med det formål at få købesex forbudt som i Sverige, og siden også Norge.

– Medierne, dvs. journalisterne, havde intet ordentligt kendskab til det komplicerede tema, som jo handler om sex, penge, køn, klasse, magt, marginalisering, normativitet, social eksklusion, selvbestemmelse, faglige og personlige rettigheder, migration, kapitalisme og globalisering, og som jeg personligt oplevede det, så var journalisterne mikrofonholdere for en meget aktiv gruppe af forbudstilhængere.

http://www.modkraft.dk/spip.php?article10863

SIO´s takketale.

11. Jun 2009 12:52, Frk.Sip

 

Takketale: Stop de løse påstande

Vi vil have ordentlige forhold og ordentlig forskning om prostitution, sagde Sexarbejdernes Interesse Organisation, da den modtog Modkraftprisen 2009.

Sexarbejdernes Interesse Organisation modtog onsdag den 10. juni Modkraftprisen 2009 for at have givet stemme til de sexarbejdere, der ellers er blevet ignoreret i diskussioner om prostitution og købesex. SIO takkede for prisen med følgende tale.

Jeg siger rigtig mange tak til Modkraft for prisen til SIO. Og for modet til at gøre det!

Sexarbejdernes Interesse Organisation har eksisteret lidt mere end ét år og blev blandt andet dannet, fordi vi ikke kunne acceptere den useriøse og meget ensidige debat om os og vores job, som konstant reproducerede myter, var fuld af påstande, misinformation og manipulerende brug af udvalgte citater fra tvivlsomme rapporter, med det formål at få købesex forbudt som i Sverige - og siden også Norge.

Medierne, dvs. journalisterne, havde intet ordentligt kendskab til det komplicerede tema, som jo handler om sex, penge, køn, klasse, magt, marginalisering, normativitet, social eksklusion, selvbestemmelse, faglige og personlige rettigheder, migration, kapitalisme og globalisering. Og som jeg personligt oplevede det, så var journalisterne mikrofonholdere for en meget aktiv gruppe af forbudstilhængere.

Ingen journalister, med en enkelt undtagelse, orker at læse de sparsomme rapporter, der eksisterer, eller stille spørgsmålstegn ved eller undersøge de udtalelser, som de villigt lægger mikrofon til - og det gælder stadig.

Staten ser sexarbejde som et socialt problem, og både politikere og statens styrelser manipulerer selv på det groveste.

Ritt Bjerregård skriver eksempelvis i en kronik, at 90 procent af de danske prostituerede har været udsat for seksuelle overgreb som børn. Og at 70 procent ifølge en international undersøgelse lider af posttraumatisk stress - løse påstande, deciderede usandheder og tal hevet ud af en sammenhæng.

Men ingen spørger hende, hvor hun har de tal fra, og de får derfor lov at stå uimodsagt!

Et andet eksempel er Servicestyrelsen, som i en kampagne siger, at »prostituerede sjældent er glade for deres arbejde. Næsten alle ville helst holde op«, og »de fleste prostituerede har haft en hård barndom med vold, seksuelle overgreb eller andre omsorgssvigt«.

Igen udokumenterede påstande.

Direkte adspurgt af den eneste seriøse journalist på området, jeg kender til, erkendte de, at påstandene hverken var videnskabelige, repræsentative eller havde statistisk belæg - og sagde at grunden til at de valgte at viderebringe påstandene som sandheder var, at kampagnens formål var at påvirke unges adfærd og holdning, og sat i værk for at få unge til at tage afstand fra købesex.

Det er i høj grad på tide at debatten hører op med at være fuld af udokumenterede påstande, som reproduceres igen og igen!

Som sexarbejderorganisation kræver vi rettigheder til og ordentlige muligheder for de sexarbejdere, som har problemer af eksempelvis social og økonomisk karakter, for sexarbejdere der har været udsat for tvang, samt for sexarbejdere som ønsker hjælp til at forlade branchen.

Vi kræver samme faglige rettigheder som alle andre, for den majoritet af os sexarbejdere som trives med vores arbejde.

Vi kræver ordentlig forskning, det vil sige seriøs og omfattende forskning, som med største omhu tilstræbes at udføres uafhængigt af religiøse og politiske interesser.

Tak.

Modkraftprisen blev overdraget ved et arrangement i biografen Vester Vov Vov på Vesterbro i København onsdag den 10. juni. Repræsentanten for Sexarbejdernes Interesse Organisation ønsker at være anonym.

Læs mere om prisoverrækkelsen på Modkraft.dk

" Fars dag"

5. Jun 2009 17:32, Frk.Sip

 

Tænk, jeg troede at Fars dag .. eller Grundlovsdag ville blive kedelig på klinikken.

Men nej. Mange koner har åbenbart ikke forkælet deres mænd. Tænk hvis mænd vovede det samme, at ignorere Lillemor på Mors dag , puha for en ballade.

Nå men jeg er da kun lykkelig for at kunne forkæle mænd på fars dag.

 

Alle har ret til et sexliv !

4. Jun 2009 20:39, Frk.Sip

 

Her er et link til en artikel som jeg syntes er spændende.

Skrevet af sexolog Vivi Hollænder.

http://ekstrabladet.dk/sex_og_samliv/article1173664.ece

Alle har ret til et sexliv!

I parforholdet har ingen ret til i længere tid at afskære deres partner fra at have sex, mener sexolog

12:28 - 28. maj. 2009 | Frank Bonnevie

Et nej skal respekteres. Men det betyder ikke, at man i lægnden skal acceptere det. (Foto: Colourbox.com )

Kræv din ret!

Så enkelt og brutalt kan det siges. Sexologen Vivi Hollænder stikker hånden ned i parforholdskrukken med sex, afmagt og savn og vover påstanden, at sex er en ret, der skal både nydes og ydes.

- Er man i fast parforhold, er det muligt at undertrykke sine seksuelle behov i en periode, men på længere sigt vil det have konsekvenser i form af dybe frustrationer. Især for den part, som kæmper med den uforløste lyst og trang til at vise kærlighed igennem den intime nærhed, siger Vivi Hollænder fra bedresex.nu til ekstrabladet.dk.

Misforhold
Specielt når han/hun føler at have forsøgt alt for at rette op på misforholdet, opleves afmagten til sidst ubærlig - og det kan næsten ikke undgås, at situationen medfører et betændt og indestængt klima i parforholdet.

- Man skal desuden gøre sig klart, at ’lukker man for det varme vand’, så efterlader man sin partner med frustrationer, som på længere sigt skaber grobund for andre konflikter i parforholdet, fortsætter Vivi Hollænder.

En lyserød sky
Alle, der har været i et parforhold af blot få måneders varighed ved, at sex kun sjældent er at sammenligne med et overdådigt tag-selv-bord, hvor man døgnet rundt, når sulten nu engang melder sig, uhæmmet kan spise af retterne.

I bedste fald kan tilstanden eksistere de første måneder, hvor man svæver på en lyserød sky. Men pludselig melder hverdagen med alle dens små problemer, irritationer og finurligheder sig, hvorpå sex hurtigt bliver en størrelse, der skal passes og plejes for at fungere.

Nej-sigeren har magten
- Det er oftest nej-sigeren, der har magten i den seksuelle relation, fordi et nej altid skal respekteres. Den part, som har mest lyst, får automatisk rollen som den, der skal plage og gøre sig umage for at få sex. Det nedbryder selvværdet, hvis man aldrig mærker partnerens lyst og begær, men i stedet oplever sine seksuelle tilnærmelser påtrængende og uønskede - og at sex er noget, man skal gøre sig fortjent til, forklarer Hollænder.

Den part med ringe eller ingen lyst oplever ikke problemet nær så insisterende, men bør alligevel tage det alvorligt, hvis man gerne vil bevare sit parforhold eller undgå utroskab. Hvis sex bliver brugt som straf/belønning, er der noget grundlæggende skævt i forholdet - og kærligheden vil have svært ved at overleve.

Vælge sex fra
- Lad mig slå fast, at det er op til enhver selv at vælge sexlivet fra. Mange mennesker påstår, at de trives fint uden sex, og det er de naturligvis i deres gode ret til, påpeger sexolog Hollænder.

- Derimod har ingen ret til i længere tid at træffe det samme valg for deres partner, således at de indirekte kræver, at han/hun skal leve i cølibat. Den går ikke! Så simpelt er det bare

Man kan dog ikke forvente, at initiativet til at løse problemet kommer fra den part, der har mindst lyst. Desuden er vedkommende i forholdet, der har mindst lyst til sex, kun sjældent bevidst om, at han/hun i virkeligheden udøver en form for laveste-fællesnævner-tyranni.

Stop med at tigge!
- Hvis du fx som seksuelt underernæret mand ønsker at bevare jeres parforhold, vil det derfor også være helt op til dig - på en sød og kærlig måde - at forklare din kvinde, at det er slut med at tigge og bede om sex.

Du må kræve, at der bliver gjort noget ved problemet, og samtidig gøre det klart, at du ellers bliver nødt til at udleve din seksualitet på anden vis. Altså at skilsmisse eller utroskab i sidste ende kan blive konsekvensen.

- Det kan lyde barsk, når man helst vil have sex med den person, man nu engang elsker, men situationen er i længden uholdbar, siger Vivi Hollænder.

Hvem er jeg ?

24. May 2009 11:31, Frk.Sip

Frk Sip er mit kunstnernavn og det navn jeg vil skrive under her på bloggen. Jeg er sexarbejder, prostitueret, luder, glædespige, skøge eller sexgudinde – kald mig, hvad du vil – jeg bliver ikke fornærmet. Jeg står ved det jeg laver og jeg nyder det.

At jeg ikke bruger mit fødenavn skyldes hensynet til min familie, som jeg gerne vil skåne for den hån og ringeagt mit fag er forbundet med.

Den 1. Maj 2009 var jeg til premiere på ”Kødkarrusellen” på Århus teater, og blev i den anledning interviewet. Det kom der en artikel ud af og den vil jeg bruge til at præsentere mig her på bloggen.

Efter et langt og indgående interview med journalisten var jeg selvfølgelig spændt på resultatet – hvilken vinkel havde han taget? Havde han fordrejet mine ord? Ville jeg kunne genkende mig selv?

Det kunne jeg! Han havde fortalt min historie , fanget essensen og fremstillet min person og min personlighed, så jeg kan stå ved hvert ord, han skrev. – Bortset fra et enkelt fejlcitat: ”At penis er en muskel, som sygner hen hvis ikke den bliver brugt” – Måske er min anatomiske viden ikke på linie med en læges, men jeg ved dog nok om mænds ædlere dele, til at vide, at de ikke består af muskelmasse – men det med, at de skal bruges for ikke at sygne hen, står jeg ved….;-)

Her kommer den:

 

Luderen, der elsker sit job


Vi inviterede en luder med til Aarhus Teaters ‘Kødkarrusellen’, der handler om prostitution. Værsgo, kom her og følg med ind i hendes liv.


Af Hans Petersen
hap@stiften.dk

Hun havde tårer i øjnene af både grin og gråd. ‘Kødkarrusellen’ rammer præcis ind i luderens hverdag.

Frøken Sip er luder, og hun sad på tilskuerrækkerne, da Christian Lollikes stykke om prostitution løb over scenen på Scala ved premieren.

Og hun så sig selv.

Ikke alene i nogle direkte sekvenser, som hun selv har oplevet i sit job, men også i tankegange og provokationer, som blev lagt frem.

Vi kalder hende Frøken Sip efter aftale, for hun vil ikke vise sit ansigt eller sit navn. Hun vil ikke afsløres, selv om hun er glad for sit job som luder. Hun er 53 år og har været i gang med jobbet i otte år. Det foregår efter arbejdstid. I den er hun leder på en virksomhed.

Hun er en af de syv-otte ludere, som Christian Lollike har talt med i sin research for at lave stykket.

Og ja, luder skriver vi - nogle vil kalde det sexarbejder eller prostitueret, fordi det for dem lyder mere politisk korrekt. Men frøken Sip kalder sig selv luder. Hun ser ikke noget forkert i ordet, for det er jo, hvad hun er.

Og hvis du havde været i foyeren eller på tilskuerpladserne under forestillingen, kunne du med garanti ikke have udpeget hende. Frøken Sip svarer ikke til de gængse forestillinger, vi har om en kvinde med den betegnelse. Nydelig, velklædt, kultiveret, smilende, venlig og ja, ikke noget med plastikpatter eller andre kunstige virkemidler.

Arbejder på klinik

Hun har to voksne døtre, og fritidsjobbet som luder foregår på en klinik. Der er telefonpasser til at tage mod samtaler og kunder.

Det begyndte, da hun blev skilt tredje gang og kastede sig ud i et stort forbrug af mænd.

»Hvorfor gøre det gratis,« tænkte jeg. »Jeg kan lige så godt kombinere lyst og penge.«

Sådan har det været siden. Og nu så hun sit job rullet ud i ‘Kødkarrusellen’.

»Forestillingen må have været afsindigt vanskelig at lave, men hvor er det gribende. Intet er ligegyldigt, ingen spildtid og mange sider er med. Jeg fik en klump i halsen, og havde jeg 1000 roser, fik Lollike dem,« siger frøken Sip.


Dealer med kunderne

»Mange opfatter ludere som ofre, men det er vi ikke. Vi dealer med kunderne, og jeg elsker det. Selv om jeg vandt ti millioner kroner, blev jeg ved. Jeg kan lide at være sammen med fremmede mænd. Vi kan have et kvarters intensitet, som man ikke kan få med en kæreste. Nogle synes, at swingerklubber er renere end at gå til en luder, men de er ikke så rene som det, vi gør. Vi passer på os selv og bliver tjekket og kontrolleret. Jeg har aldrig mødt en luder med kønssygdom.

Hun kan lide begge sine job, siger hun, og hun kan lide at tjene penge.

»Hvis jeg ikke var luder, ville jeg lave frække dates på en anden måde. Pengene afstikker også nogle rammer. Et kvarter, en halv time eller en time, og så er det slut. Der er ikke noget at diskutere.

Til gengæld lægger Frøken Sip masser af ømhed, nærvær og psykologi i jobbet.

»Jeg har en del ældre kunder, en på 90 og nogle, der har mistet deres koner. Jeg er også en skriftestol for nogle, der vil lette på noget, som de ikke kan komme af med hjemme. Nogle gange griner vi også så meget, at sekretæren i forkontoret kan spørge, om vi overhovedet har sex. Og ja, det har vi, men vi griner imens.«

Samfundets ventil

Frøken Sip opfatter ludere som samfundets ventil. Under tilværelsens overflade ligger meget, som ikke kommer frem til daglig, men Lollike har fanget det.

Ganske vist er stykket råt, men det rummer også poesi, kærlighed, intensitet og illusioner.

»Vi bliver ikke fremstillet fordømmende eller som syge,« siger Frøken Sip om luderne.

Hun nævner en episode i stykket med en mand, der opdagede, at hans kæreste var luder og strøg ud på badeværeslet og vaskede sig.

»Det forstår jeg ikke,« siger hun. »Hvis jeg fik en kæreste, ville jeg synes, at jeg er meget ren til ham.«

Hun har et personligt sexliv ved siden af jobbet som luder, siger hun.

»Jeg er ikke så god til faste forhold. De er for besværlige. Det skal ikke være for tæt, så hurtig sex er bedst.«

Hun lægger vægt på at udføre sit job godt og meget tyder på, at hun gør det. Hun lever af faste kunder.

»Blandt dem er nogle, som jeg har haft fra begyndelsen,« fortæller hun med stolthed.

Men hun gør også, hvad hun kan, hjælper folk, der ikke kan få rejsning, og nogle med Parkinsons syge.

»Jeg lærer mig nogle teknikker på en og bruger dem på andre,« forklarer hun. »Og mændene skal bruge deres penis. Den er en muskel, og hvis den ikke bliver brugt, sygner den hen.«

Hun bryder sig ikke om at blive ydmyget eller set ned på.

Hvis det sker, eller hvis kunderne ser meget generte ud og nærmest kommer krybende, giver hun dem chancen for at slippe ud, spørger om de er kommet det rigtige sted og til den rigtige - måske havde de en anden forventning til hende. Det løser op for nogle, men andre ser deres snit til at smutte.

Hun har små bryster, og hvis nogle venter noget andet, må de gerne fortryde. Hvis de vil have plastic, må de gå et andet sted hen.

»Mange tror, at en luder er en, der ligger på ryggen, og så bliver hun nærmest voldtaget. Det kender jeg ikke til, og nogle uger får jeg ikke så meget sex som en almindelig husmor,« siger hun.

»Sex er meget mere end samleje, jeg snakker meget med kunderne og joker med nogle. Jeg er vokset op blandt håndværkere, så jeg kender jargonen.«

Fra alle samfundslag

Kunderne kommer fra alle samfundslag. Nogle dage kommer der så mange ingeniører, at hun tænker, om der er fridag i faget. Andre gange er det håndværkere, og der er også mange kendte mennesker imellem.

Hun gør meget for at holde sig i form og

kroppen smuk, og hun kan godt blive stolt og glad, men også genert, når der dukker en kunde op på 21 år, smuk og veltrænet, og han ikke vender om, når han ser hende.

Frøken Sip er smilende og virker glad.

»Lykken er et valg,« siger hun, »og jeg har valgt at være lykkelig, et positivt menneske.«

»For mig er sex en deal, og der er mange af den slags deals. Også mange ægteskaber,« fortsætter hun. »Tusindvis af kvinder gifter sig for pengenes skyld, og hos mange rige bliver de skiftet ud med en yngre model, når de når 40. Det er da også en deal, og hvor er grænsen mellem dem og os? Hvad med de kvinder, der bliver hentet i Thailand eller sorte kvinder, som kommer hertil?«

Frøken Sip er imod, at man kriminaliserer prostitution.

»Når vi betaler skat, bør vi også kunne trække udgifter fra og have en del andre rettigheder. Prostitutionen har mange gode sider,« siger hun.

Og lad os så slutte med endnu et eksempel på, at prostitution også kan være både psykologi og terapi.

»Blandt mine kunder er en soldat, der er udstationeret til krig. Han har oplevet uhyrligheder, er skadet og kan ikke indgå i et parforhold. Han har tillid til mig og opsøger mig hver gang, han kommer hjem. Hans seksuelle behov drejer sig om at nedværdige mig. Det bryder jeg mig ellers ikke om, men med ham tillader jeg det. Det tilfredsstiller ham, og bagefter taler vi om alt det uhyggelige, han har oplevet, og han går tilfreds derfra.«